Insemination med partnersæd (IUI-H)
I en række tilfælde, kan IUI-H insemination forøge chancen for graviditet.
I tilfælde af:
- Uforklarlig infertilitet
- Uregelmæssig menstruation
- Usikker ægløsning
- Nedsat sædkvalitet
kan chancen for graviditet forøges ved at føre sæden direkte op i livmoderhulen. Denne teknik kaldes Intra Uterin Insemination (IUI)
Ved IUI-H står H for homolog dvs. insemination med partners sæd.
Forudsætningen for, at IUI-behandlingen kan laves er, at mindst én æggeleder er åben.
Inseminationsbehandlingen kan foretages enten:
- I kvindens egen cyklus, hvor ægløsningen koordineres med en æg løsende sprøjte
- Ved at kvindens ægmodning stimuleres med tabletter og/eller hormonindspøjtninger samt en æg løsende sprøjte
Kvindens ægmodning følges med ultralydsskanninger. Når ægblæren (folliklen) har den rigtige størrelse, får kvinden en æg løsende sprøjte. Halvandet døgn efter laves inseminationen.
Hvis inseminationen laves med partnerens sæd, skal han aflevere en sædprøve om morgenen. Sæden renses op, og få timer senere føres den op i livmoderen via et tyndt kateter.
Insemination er normalvis ikke forbundet med smerte. Inseminationen udføres af enten en læge, sygeplejerske eller jordemoder.
Hvor stor er chancen for graviditet ved insemination?
Ved insemination, hvor der anvendes sæd fra partner, er chancen for at opnå graviditet 14-20 % pr. cyklus. Graviditets chancen afhænger især af kvindens alder.