Fertilitetsrådgivning
Målsætningen med den individuelle fertilitetsrådgivning er udredning og vurdering af fertiliteten hos kvinden og manden.
Rådgivningen tager udgangspunkt i en samtale med en af klinikkens læger.
Kvindens fertilitet vurderes ved:
- Vaginal ultralydsskanning. Her ses hvor mange ægblærer, der er i æggestokkene.
- Blodprøver. Her måles AMH (Anti-Müllersk Hormon), der viser hvor stor æg reserven er.
- HSU tilbydes i udvalgte tilfælde.
Mandes fertilitet undersøges ved en sædanalyse.
Lægesamtale vedrørende kvindelig fertilitet
Når du booker en tid til samtale omkring kvindelig fertilitet, vil du få en tid til at få taget en blodprøve til måling af Anti-Müllersk Hormon (AMH). Blodprøven sammenholdt med en ultralydsskanning giver et indirekte mål for din "æg-reserve". Hvis din partner også skal rådgives, skal han aflevere en sædprøve, inden samtalen afholdes.
Under samtalen gennemgår vi de forhold, der kan have betydning for dine evner til at få børn.
Som led i samtalen vil du blive tilbudt en ultralydsscanning gennem skeden, hvorved vi direkte kan se din livmoder og æggestokke.
Ud fra blodprøvesvaret og ultralydsundersøgelsen kan vi vise, hvordan din fertilitet ser ud. Vi vil komme med råd og vejledning omkring, hvad du selv kan gøre.
Hvis der i forbindelse med samtalen og ultralydsscanningen opstår mistanke om dårligt fungerende æggeledere, kan der ved efterfølgende konsultation laves aftale omkring en passage undersøgelse af æggelederne (HSU)
Lægesamtale mandlig fertilitet
Mænd der booker en tid til en samtale om mandlig fertilitet, vil samtidigt få en tid til aflevering af en sædprøve i klinikkens laboratorie. Sædprøven afleveres om morgenen, samme dag som vi har afsat tid til samtale. Du modtager et sædbæger med posten, eller du får det udleveret i receptionen, hvis du vælger at lave prøven i klinikken. Sædprøven må maksimalt være en time gammel, når den afleveres.
Når du ankommer, afleverer du sædprøven og følgeseddel i receptionen.
Prøven bliver herefter analyseret i laboratoriet. Sædanalysen er relativt enkel.
Den består af en analyse, som angiver antallet af sædceller per milliliter, det totale antal sædceller, samt hvor mange sædceller, der har ordentlig bevægelighed.
Samme dag som sædprøven er afleveret, vil du have en tid til en samtale med lægen. Du er velkommen til at have din eventuelle partner med til samtalen.
Under samtalen taler vi om relevante forhold, omkring din evne til at få børn. Hvis sædkvaliteten er meget påvirket, vil vi eventuelt tage blodprøver. Blodprøverne viser hvorledes dit hormon system fungerer.
Hormonstatus kvinde
For at bedømme reserverne i æggestokkene, bliver der taget en blodprøve til måling af Anti-Müllersk Hormon (AMH). Anti-Müllersk Hormon dannes i de små æg blærer i æggestokkene. Ved at måle koncentrationen af hormonet i blodet får man et indirekte mål for din "æg reserve".
Hvis du har blødningsuregelmæssigheder, kan det være nødvendigt at supplere med ekstra blodprøver, der viser niveauet af dine øvrige kønshormoner. Hvilke blodprøver det drejer sig om, afgøres i forbindelse med samtalen, og når ultralydsscanningen er lavet.
Hormonstatus mand
Ved en svær nedsættelse af sædkvaliteten, kan det være nødvendigt at tage en blodprøve, der viser niveauet af kønshormoner i blodet.
Ud fra samtalen afgøres det, hvilke hormon værdier der skal tages. I nogle tilfælde vil vi også tilråde, at der laves en kromosom analyse.
Ultralydsscanning af æggestokke
I forbindelse med samtalen, vil du blive tilbudt en undersøgelse med ultralydsskanning gennem skeden, hvor vi direkte ser dine æggestokke og livmoder.
Formålet med ultralydsskanningen er at tælle antallet af såkaldte antrale follikler (små æg blærer i æggestokkene). Vi kan via ultralydsskanningen danne os et skøn over din "æg reserve" ved at tælle de små æg blærer, du har. Vi kan også se, om du f.eks. har cyster i æggestokkene, udvidede æggeledere eller muskelknuder i livmoderen.
Passage undersøgelse af æggelederne - HSU
HSU står for Hystero Sonografisk Undersøgelse. Dette er en undersøgelse af passageforholdene i æggelederne ved hjælp af ultralydsskanning.
På hospitalerne anvendes i stedet røntgen og undersøgelsen kaldes her HSG.
Det er naturligvis en betingelse for at opnå graviditet ved naturmetoden samt ved inseminationsbehandling, at der er passage gennem mindst én af æggelederne.
Æggelederne kan være aflukkede som følge af en underlivsbetændelse. Ofte har kvinden ikke været opmærksom på, at der har været en underlivsbetændelse, idet der forekommer "stumme" underlivsbetændelser, d.v.s. uden samtidige smerter og temperaturforhøjelse. Dette kan f.eks. forårsages af mikroorganismen klamydia.
Undersøgelsen foretages i perioden efter at menstruationen er ophørt og inden forventet ægløsning, altså typisk mellem 8. og 12. cyklusdag. Inden undersøgelsen kan laves skal der være en negativ klamydia podning fra livmoderhalsen. Denne undersøgelse kan laves ved egen læge.
Et lille plastikrør føres op gennem livmoderhalsen til livmoderhulen. Der sprøjtes herefter lokalbedøvende væske gennem plastikrøret. Man opnår herved "overtryk" i livmoderen, og væsken vil langsomt passere ud gennem æggelederne til bughulen, hvor det vil samle sig i en lille lomme bag livmoderen. Ved samtidig ultralydsskanning kan man følge væskens passage gennem æggelederne.
Hvis der ikke kan påvises passage, må man overveje udvidet undersøgelse, såkaldt laparoskopi (kikkertundersøgelse). Denne undersøgelse laves på hospitalet under narkose.
Præventionsrådgivning af kvinder
I store dele af en kvindes liv er der behov for prævention. Det er derfor vigtigt, at kvinden får en grundig vejledning omkring valg af prævention.
Vi tager udgangspunkt i din situation og kommer med forslag til hvilken præventionsform, der vil være rigtig for dig.
Ved rådgivningen tilbydes gynækologisk undersøgelse, eventuelt med podning for klamydia. Der laves også en ultralydsscanning gennem skeden, hvor vi direkte ser dine æggestokke og livmoder. Vi tilbyder også at lave celleprøve fra livmoderhalsen, som led i den rutinemæssige screening af kvinder for celleforandringer på livmoderhalsen.
Ved eventuel anlæggelse af spiral, kræver det en podning for klamydia, inden spiralen anlægges. Spiral anlæggelse kan laves i en efterfølgende konsultation, når der er svar på klamydia prøven. Er du podet for klamydia inden konsultationen, kan der anlægges spiral i forbindelse med første konsultation.